Sjældent udbudt rækkehus få minutters gang fra vandet
En lys og moderne bolig med solbeskinnede udearealer og en virkelig attraktiv adresse - blot få minutters gang fra vandet. Dette er kort opsummeret, hvad I kan se frem til, hvis dette rækkehus i Kogtved bliver jeres nye hjem. Her er tale om en af de sjældent udbudte boliger i bebyggelsen Lille Eng, der ligger smukt placeret ved Svendborgsund.
Harrebek Arkitekter står bag det flotte byggeri, som stod færdigt i 2007. Et smagfuldt materialevalg og smukke lysindfald kendetegner huset, der tillige byder på en spændende indretning i forskudte plan.
Nedre plan inkluderer et soveværelse med eget badeværelse, og hertil kommer et ekstra badeværelse samt endnu et værelse, der har egen terrassedør.
Hjemmets centrum udgøres af et stemningsfuldt køkken-alrum, som ligeledes har udgang til terrasse. Den fine køkkensektion er udført med træbordplader og hvide skuffeelementer fra HTH, der også lægger navn til boligens øvrige inventar.
Fra køkken-alrummet leder en trappe op til en rummelig stue, hvis sydvendte endevæg prydes af flere elegante vinduespartier. Her er endvidere forbindelse til en solrig altan, hvor der er skønt vue til vandet.
Afslutningsvis indeholder boligen en entré og et veldisponeret bryggers, der har vaskemaskine og faste skabe.
Med til huset følger en carport med depotrum samt to private fliseterrasser. Disse får henholdsvis formiddags- og eftermiddagssol, så her er alle muligheder for at nyde såvel morgenmaden som frokosten under åben himmel .
Bebyggelsen omgives af kønne, grønne arealer, der er anlagt med en sti, som fører jer den korte vej ned til sundet. Her finder I en lille badestrand samt et dejligt fællesareal med borde, bænke og bålplads. Udover nærheden til vandet kan I også spadsere til nærmeste indkøbsmulighed, mens Svendborgs hyggelige bymidte nås på en ti minutters cykeltur.