Stemningsfuld murermestervilla med vidunderlig have
I et roligt kvarter nær Svendborg bymidte ligger denne skønne ejendom, der nu kan blive jeres. Her er tale om en gedigen murermestervilla, som er løbende renoveret med respekt for husets oprindelige stil. Resultatet er en lys og dejlig bolig, der emmer af hyggelig atmosfære.
Villaen er opført i tre etager, inklusiv en flot kælder, der indeholder et badeværelse og flere rum i boligstand. Huset har endvidere tre gode værelser, hvoraf to er placeret på førstesalen. Heroppe er der også et gæstetoilet og et lille tekøkken. I stueplan finder I endnu et gæstetoilet, det tredje værelse og opholdsmiljøet. Dette udgøres af køkken og stue i åben forbindelse, og her er både brændeovn og terrassedør ud til haven.
Den vidunderlige have prydes af gamle træer og blomsterbede, og her er desuden en ugeneret, sydvendt fliseterrasse. Som noget helt særligt har haven også et charmerende teaterhus, hvis 48 kvadratmeter byder på mange anvendelsesmuligheder.