Med et stort soveværelse og to værelser er denne velholdte gulstensvilla et match til børnefamilien, og rundt i stueplanet og i kælderens to disponible rum er gulvene belagt med en nydelig blanding af brændte klinker, ølandssten og parket
Badeværelset byder på bruseniche, entréen har tilstødende gæstetoilet, og i bryggerset er der bagindgang og plads til en vaskesøjle. Opholdsafdelingen består af et køkken, en stor stue og en stemningsfuld pejsestue i åben forbindelse.
Når bare solen er fremme, kan udestuen bruges langt ind i ydersæsonerne, og med to sydvendte terrasser kan sommersolen nydes fra morgen til aften. Den lukkede have er ganske uforstyrret, og da de farverige bede har bunddække, kræver de et minimum af arbejde.
Familiens yngste kan trygt færdes og lege på de små, rolige veje i det fredelige kvarter. Fra adressen er der nem adgang til Christiansminde Strand og en kort cykeltur til Svendborgs centrum.