Willemoesvej 2, 5700 Svendborg

Liebhaveri med historie i Strandvejskvarteret

I det attraktive Strandvejskvarter ved Svendborg Sund og i gåafstand til centrum finder man denne smukke palælignende villa, der er opført af en murermester i 1906. Den har gennem tiden været indrettet som pensionat, sommerresidens samt familiebolig. Her er sket en nænsom renovering, hvor man har formået at skabe en nutidig og moderne bolig i højeste standard med sjæl og charme, der mærkes, når man bevæger sig rundt på de mange kvm fordelt på 3 fulde plan. Ved renoveringen er der anvendt kvalitetsmaterialer med bl.a. Vola armaturer over det meste. Her er lavet et nyere stilrent HTH køkken samt etableret toilet i stueplan. Derudover er der sket gennemgribende renovering af badeværelset på førstesal og i kælderen samt lagt nyere klinker i kælderen m.m. Man får en yderst funktionel villa med toilet på hver etage samt 4 indgangsdøre. I stueplan ligger de rummelige stuer, hvor der er god plads til både familieliv og gæstebud, og brændeovnen bidrager med varme og god stemning på en kølig dag. Hjerterummet er det skønne lyse køkken-alrum, der ligger i åben forbindelse med den yderst charmerende og ny-renoverede havestue, hvor man badet i det skønne dagslys kan sidde og nyde en stille stund. Stueplanets entré-område er knudepunktet i villaen, hvor en smuk og dekorativ trappe fører til førstesal og kælder. På førstesalen er der forkælelse til både forældre og børn med 4 skønne værelser med udsigt og de voksne får et pænt soveværelse med vinduer mod både sydøst og sydvest. Etagen rummer ligeledes et stilrent badeværelse, hvor der er god plads til morgenrutinerne, og de dage, hvor der er mere tid indbyder badekaret til afslappende bade. Er man vinentusiast eller drømmer man om at få en fantastisk vinkælder kan man her indtage den stemningsfulde og autentiske vinkælder, hvorfra vinen kan tages med ud i et dejligt lyst multirum, hvor der er plads til at vinen kan nydes. Den lyse og tørre kælder er endvidere indrettet med et godt værksted, køkken, badeværelse, bryggers, fyrrum samt disponible rum i varierende størrelser. En oplagt teenage-afdeling eller gæstebolig m.m. Yderligere gemmer villaen på et stort potentiale med en uudnyttet 2. sal med flere anvendelsesmuligheder. Udenfor kan man indtage den hyggelige og nyrenoverede have, hvor der er sol hele dagen. Her er tillige gode muligheder for børneleg, mens de voksne kan slappe af på terrasseområderne. En helt igennem skøn villa, der af alle fortjener et besøg, hvis I gerne vil bo i en historisk liebhaver-ejendom.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.